»Det er en uhyre alvorlig situation, der kan udvikle sig rigtig grimt.«

Sådan lyder det fra B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, om den krise, der lige nu udspiller sig i Ukraine.

De seneste måneder har budt på stor bekymringer for det ukrainske folk. Bekymringer, der bestemt ikke blev mindre, da Rusland placerede op mod 100.000 tropper ved den ukrainske grænse.

Russerne er nemlig bekymrede for, at Ukraine pønser på at slutte sig til NATO, efter at landet de seneste år har rykket sig tættere på Vesten.

Frygten for, at russerne for alvor vil invadere landet vokser dag for dag.

Af samme årsag blev der i denne uge afholdt et topmøde mellem den amerikanske præsident, Joe Biden, og den russiske leder Vladimir Putin.

Et møde, hvor der – parterne imellem – var en hård tone, men som også er en indikator for, at man vil forhandle videre.

»Udsigterne til, at man mødes i forståelse, er ikke store. Rusland ønsker, at Vesten skal skrive under på, at Ukraine ikke må søge medlemskab i NATO,« fortæller Jakob Illeborg og fortsætter:

Foto: ANATOLII STEPANOV
Vis mere

»Det, man skal ud i de næste dage, er et forsøg på at møde hinanden diplomatisk. Man vil prøve at blive enige om andre gensidige forsikringer, der kan køle den ophedede stemning lidt ned.«

Møderne, der skal afholdes de kommende dage mellem topfolk, er altså et forsøg på at nå til enighed med Rusland. Dog er det de færreste internationale eksperter, der tror på et gennembrud i denne sag – men samtidigt skal man krydse fingre for, at det ikke udvikler sig til et sammenbrud.

Ifølge B.T.s internationale korrespondent er det endnu uvist, om Rusland blot »puster sig op«, eller om tropperne har tænkt sig at invadere Ukraine i den kommende fremtid. Der hersker dog ikke noget tvivl om, at der er tale om både provokation og aggression fra Ruslands side.

»Russerne har invaderet før, og man skal ikke udelukke, at de vil gøre det igen. Det er naturligvis angstprovokerende for ukrainerne, men også for alle os andre,« fortæller Jakob Illeborg.