Krigen i Ukraine kører på fjerde år, og det kan mærkes flere steder.

Blandt andet på landets lager af de amerikansk producerede Patriot-missiler. De er nemlig ved at være opbrugt. 

Det skriver Axios.

Hvis landet ikke får flere missiler, kan de få svært ved at beskytte deres el- og varmeforsyninger fra russiske angreb – og det kan føre landet ud i en humanitær katastrofe. 

Ifølge mediet har den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj bedt den amerikanske præsident Donald Trump om 300 nye missiler, inden kulden sætter ind. 

Zelenskyj hævder videre, at Rusland bruger mellem 30 og 40 ballistiske missiler i hvert af sine større angreb. Disse angreb finder sted tre til fire gange om måneden.

Det er ikke kun den ukrainske præsident, der er bekymret for en humanitær katastrofe, hvis ikke landet får tanket op på missiler. 

Nettavisen har snakket med seniorforsker og Ruslandsekspert Matthew Blackburn, som fortæller, at bekymringen er reel. 

»Det vil være noget helt andet end de problemer, vi ser i dag. Et nedbrud i elnettet om vinteren kan minde om en humanitær katastrofe efter et jordskælv eller en tsunami,« siger han til mediet.

Han påpeger, at konsekvenserne for Ukraine vil være rigtig store, hvis el- og varmeforsyningen bryder sammen, når temperaturerne falder.