Fremover skal der fremstilles ukrainske droner i Norge som led i et tættere forsvarssamarbejde mellem Norge og Ukraine.

Det meddeler Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, efter et møde i Oslo tirsdag.

- Vi har nu en ukrainsk produktion i Norge, og vi støtter produktion i Ukraine, siger Støre på et pressemøde tirsdag aften.

- Jonas og jeg drøftede i detaljer vores samarbejde om produktion og brug af droner, siger Zelenskyj.

Ifølge aftalen vil Norge også støtte produktionen af droner i Ukraine, mens Ukraine vil dele data og viden med Norge, skriver Reuters.

- Vi kan lære fra de erfaringer, Ukraine gør sig i denne hårde kamp mod den russiske aggression, siger Støre.

- Det er afgørende, at vi lærer af de erfaringer.

På pressemødet fik de to ledere også spørgsmål om de F-16-fly, som Norge har givet til Ukraine, men som stadig står i en hangar i Belgien.

- Det var ingen nyhed for os, at de fly skal have opgraderinger, svarer Zelenskyj.

Norge har sammen med de øvrige nordiske og baltiske lande været blandt Ukraines mest trofaste støtter.

I forvejen har også Danmark indgået et forsvarssamarbejde med Ukraine. Det indebærer, at den ukrainske virksomhed Fire Point - der blandt andet fremstiller raketbrændstof - er ved at etablere sig i Sønderjylland.

/ritzau/NTB