Ifølge Ukraine har Rusland muligvis brugt en ny form for præcisionsbombe i et angreb mod Kharkiv.

Rusland har muligvis benyttet sig af en ny type præcisionsbombe under et angreb mod den ukrainske storby Kharkiv onsdag.

Det oplyser Volodymyr Tymosjko, som er chef for det regionale politi i Kharkiv.

Mindst én person blev dræbt i angrebet, hvor også 19 andre blev såret, heriblandt en baby på tre måneder.

Angrebet har desuden ført til strømafbrydelser på tværs af Kharkiv, Ukraines næststørste by.

Tymosjko bruger navnet UMPB D-30 til at omtale præcisionsbomben.

- Den minder om noget mellem en præcisionsbombe af en type, som russerne har brugt for nylig, og et missil. Det er så at sige en flyvende bombe, lyder det.

Vurderingen bakkes op af guvernøren i regionen Kharkiv, Oleh Synjehubov.

- Russerne har tilsyneladende besluttet sig for at teste deres modificerede bomber mod husejere, siger han.

Rusland har ikke umiddelbart kommenteret ukrainernes påstande.

Rusland har afvist, at landet går målrettet efter civile. Men krigen, der startede med Ruslands invasion 24. februar 2022, har slået tusindvis af civile ihjel, sendt millioner på flugt og ødelagt adskillige byer.

To lejlighedsbygninger og en sundhedsklinik blev delvist ødelagt i onsdagens angreb. I alt 14 bygninger blev ramt.

Efter midnat melder Kharkivs borgmester, Іhor Terekhov, om endnu et angreb, der har ødelagt en restaurant i byen.

Offentlige anklagere andetsteds i regionen har desuden oplyst, at en 12-årig dreng blev dræbt under russisk bombardement af landsbyen Borova, der ligger sydøst for Kharkiv.

Som følge af det angreb har politiet afspærret en femetagers bygning, der blev ramt.

- Flere personer var uheldige. En person blev dræbt, mens andre har sår efter granatsplinter, fortæller en lokal beboer.

Kharkiv og den omkringliggende region af samme navn er gentagne gange blevet angrebet med missiler og droner i løbet af krigen. Brugen af større bomber er dog usædvanligt.

/ritzau/Reuters