Ukraine og Rusland åbner ny dag med fredsforhandlinger i Abu Dhabi
Forhandlinger mellem Ukraine, Rusland og USA bliver fulgt op af møde mellem ukrainsk delegation og europæere.
Forhandlinger mellem Ukraine, Rusland og USA bliver fulgt op af møde mellem ukrainsk delegation og europæere.
Ukraine og Rusland har onsdag sammen med USA genoptaget forhandlingerne om Ukraine-krigen i De Forenede Arabiske Emirater.
Det skriver Ukraines chefforhandler, Rustem Umerov, på Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi påbegynder den anden dag med forhandlinger. Først i et trilateralt format sammen med USA og Rusland. Dernæst vil vi holde et separat møde med vores europæiske partnere. Vi er i gang med arbejdet, skriver Umerov.
Forhandlingerne begyndte tirsdag i De Forenede Arabiske Emiraters hovedstad, Abu Dhabi.
Her mødtes Ukraines delegation først med repræsentanter for USA og flere europæiske lande, inden hovedforhandlingerne med Rusland gik i gang.
På førstedagen blev der blandt andet diskuteret sikkerhedsgarantier til Ukraine og udveksling af krigsfanger, skrev Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, efterfølgende på det sociale medie X.
RITZAU