Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, tager i de næste dage muligvis til USA for at lave en aftale med USA's præsident, Donald Trump.

Det siger Rustem Umerov, som er national sikkerhedsrådgiver for Zelenskyj, på Facebook, mens forhandlinger om en fredsaftale fortsætter.

- Vi ser frem til at organisere et besøg fra Ukraines præsident i USA på den tidligst mulige dato i november for at tage de sidste skridt og lave en aftale med præsident Trump, skriver han.

Flere medier skriver, at der i disse dage er møder i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.

Ifølge Financial Times tog ministeren for den amerikanske hær, Daniel Driscoll, mandag hul på drøftelser med en russisk delegation i byen.

Fra ukrainsk side ventes det, at Driscoll også skal mødes med Kyrylo Budanov, som er chef for Ukraines militærs efterretningstjeneste, GUR, siger to kilder til avisen.

Møderne i Abu Dhabi kommer i kølvandet på drøftelser i weekenden i Genève i Schweiz.

Om dem skriver Umerov:

- Vi sætter pris på de produktive og konstruktive møder i Genève mellem ukrainske og amerikanske delegationer såvel som præsident Trumps urokkelige bestræbelser på at afslutte krigen.

Ifølge Financial Times er et udkast til en plan på 28 punkter, som blev lækket sidste uge, i løbet af forhandlinger blevet barberet ned til 19 punkter.

Mens det udkast, der først kom frem, på en række punkter syntes at opfylde flere af Ruslands ønsker til en fredsaftale, sagde europæiske politikere mandag, at der var sket ændringer i udkastet.

Den russiske præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, siger, at Rusland endnu ikke har modtaget den ændrede plan.

- Når tiden er den rette, så vil vi indgå i kontakt med amerikanerne og officielt modtage informationen, siger Peskov ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass tirsdag.

/ritzau/