Ukraine hævder søndag, at de militære frontlinjer mellem ukrainske og russiske styrker er "praktisk talt frosset fast".

Meldingen kommer fra Oleksіj Arestovytj, der er rådgiver for den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og tidligere militærmand.

- Det seneste døgn har der praktisk talt ikke været nogen missilangreb mod ukrainske byer, siger Arestovytji i en videoudtalelse.

Ifølge rådgiveren har Rusland ikke nok militær styrke til at avancere yderligere i Ukraine. Der har tidligere været meldinger om, at flere russiske soldater har lav moral på grund af den modstand, de har mødt i Ukraine.

Mens Ruslands invasion angiveligt går langsomt på landjorden, så har de russiske styrker i høj grad fokuseret på luftangreb.

Blandt andet er den sydøstlige havneby Mariupol blevet hårdt ramt.

Ifølge ukrainske myndigheder har Rusland i Mariupol både bombet et børnehospital, et stort teater og søndag en kunstskole.

Rusland har afvist at stå bag angreb mod civile.

I en opdatering torsdag meddelte FN, at 816 civile har mistet livet i krigen.

Krigen i Ukraine er i gang på fjerde uge.

Den blev indledt torsdag den 24. februar efter måneders optrappet konflikt mellem Ukraine og Vesten på den ene side og Rusland på den anden.

Konflikten består blandt andet i, at Rusland mener, at Ukraine har nærmet sig Vesten for meget. Rusland er imod Ukraines ønske om at blive en del af den vestlige forsvarsalliance Nato og har forlangt en garanti for, at det ikke sker. Sådan en garanti har Nato hidtil afvist at give.

/ritzau/Reuters