Ukraine og Rusland forbereder sig på inden længe at genoptage udvekslingen af krigsfanger.

Det meddeler Ukraines tidligere forsvarsminister Rustem Umerov lørdag på beskedtjenesten Telegram, skriver mediet The Kyiv Independent og nyhedsbureauet dpa.

Målet er ifølge Umerov at bringe 1200 ukrainske soldater hjem fra russisk fangenskab før jul.

Som leder for Ukraines Nationale Sikkerheds- og Forsvarsråd har Rustem Umerov de seneste dage været i forhandlinger med Rusland.

Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater har deltaget på møderne som mæglere.

Rustem Umerov skriver lørdag, at en række grundlæggende forhindringer omkring fangeudvekslingerne nu er afklaret.

Som det næste skal det ifølge den ukrainske leder mere detaljeret aftales, hvordan udvekslinger skal foregå.

- Vi arbejder videre uden pause, så ukrainere kan vende hjem fra fangenskab og fejre nytår og jul sammen med deres familier, skriver Rustem Umerov på Telegram.

Ukraine og Rusland har tidligere på året flere gange udvekslet fanger med hinanden. Det skete, efter at landene indgik en aftale i den tyrkiske storby Istanbul efter møder i maj og juni.

Fangeudvekslingerne er sidenhen gået i stå, og der er ikke byttet fanger i flere måneder.

Krigen i Ukraine har stået på siden februar 2022, hvor Rusland invaderede nabolandet.

Alle hidtidige forsøg på at forhandle en fred er endt uden en løsning.

USA's præsident, Donald Trump, har flere gange forsøgt at få Ruslands præsident, Vladimir Putin, til at afslutte krigen.

For få uger siden luftede Trump og Putin et ønske om at mødes i Ungarns hovedstad, Budapest, men mødet er efterfølgende blevet udskudt.

Rusland har de seneste måneder eskaleret angrebene på Ukraines energiforsyning, mens Ukraine i samme periode har angrebet russiske oliedepoter og olieraffinaderier.

/ritzau/