Ukraine melder to dræbt ved grænseovergang til Moldova
Ifølge en ukrainsk guvernør har droner nær grænsen til Moldova kostet to civile livet. Tre andre meldes såret.

Ifølge en ukrainsk guvernør har droner nær grænsen til Moldova kostet to civile livet. Tre andre meldes såret.

Russiske droner har natten til onsdag ramt en grænseovergang mellem Ukraine og Moldova, siger Ukraines grænsevagt i et opslag på Facebook, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den lokale guvernør Oleh Kiper oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at to civile personer er blevet dræbt i angrebet.
Tre andre meldes såret.
Ukraine grænser til Moldova mod sydvest.
Angrebet har desuden forårsaget en stor brand.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har den ukrainske grænsevagttjeneste også udtalt sig om droneangrebet på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
- I løbet af natten angreb Rusland det internationale Starokozache-kontrolpunkt ved grænsen til Moldova med angrebsdroner, skriver tjenesten ifølge AFP.
Her fremgår det videre, at den omtalte grænseovergang i en periode var lukket.
Der er civile blandt både de dræbte og sårede, lyder det ifølge AFP.
Ukraines redningstjeneste har på Telegram desuden meldt om angreb fra Rusland mod Ukraines hovedstad, Kyiv, skriver Reuters.
Angrebet har forårsaget brande, men ingen har mistet livet, lyder det fra redningstjenesten.
Også tidligt tirsdag blev Kyiv meldt under angreb fra russiske droner og missiler. Det kostede ifølge borgmester Vitalij Klytjko fem personer livet.
Der udbrød også brande i flere af byens distrikter, hvor mindst 14 etagebyggerier og blandt andet et kollegium, en skole og flere lagerbygninger blev beskadiget.
Ifølge redningstjenesten blev 35 personer desuden såret under tirsdagens angreb. Det kom efter en tre dage lang pause i angrebene på hovedstaden.
Pausen fandt sted i anledning af, at USA's præsident Donald Trumps udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner i weekenden besøgte Kyiv og Ruslands hovedstad, Moskva.
RITZAU