Mandlige ukrainske soldater vil fremover blive tilbudt gratis nedfrysning af sæd, inden de drager i krig ved frontlinjen mod Rusland.
Det er et tiltag, som skal hjælpe familier, der ønsker at få børn, selvom soldaten bliver såret eller dræbt på slagmarken. Det skriver det britiske medie BBC.
»Vores mænd er ved at dø. Den ukrainske genpulje er ved at dø. Det handler om vores nations overlevelse,« lyder det fra den 35-årige ukrainske soldat Maxim, som BBC har talt med.
Han er en af de soldater, der har takket ja til at fryse sin sæd ned på en klinik i den ukrainske hovedstad Kyiv.
Siden krigens begyndelse for fire år siden er fødselsraten faldet markant i Ukraine.
Nedfrysningen blev egentlig allerede tilbudt til en række private fertilitetsklinikker i løbet af 2022, og i 2023 vedtog den ukrainske regering en lov med statslig finansiering.
»Vores soldater forsvarer vores fremtid, men de kan miste deres egen, så vi vil give dem den chance,« lød det i den forbindelse fra parlamentsmedlem Oksana Dmitrieva, der var med til at udarbejde loven.
Fremover gør tiltaget sig gældende for alle mandlige ukrainske soldater.

