Ukraine har fundet en vild ny strategi mod Rusland: Og den virker voldsomt godt – 'det er godt content'
Ukraine har over de seneste uger indledt en ny strategi i krigen mod Rusland.

Ukraine har over de seneste uger indledt en ny strategi i krigen mod Rusland.

Billederne af en enorm røgsøjle fra den lille by nær Moskva har fyldt godt på sociale medier hen over weekenden.
Den mørke røg fra det enorme varehus kun få kilometer fra Vladimir Putin i Kreml er et bevis på, at Ukraine har fået en ny strategi i krigen.
At det langt fra er det eneste tilfælde de seneste uger, viser, at strategien virker. Rigtig godt.
Det enorme, flammeindhyllede varehus tilhører nemlig den russiske online-handelgigant Wildberries, der er blevet sammenlignet med amerikanske Amazon.
Hos Wildberries kan man købe snart sagt alt.
Badetøj til børn, design til hjemmet, løbesko, nye dæk til bilen, kosttilskud og så det, der har fået det ukrainske forsvar til minutiøst at gå efter onlinegigantens varehuse et for et; udstyr til krigen i Ukraine.

»Ukraine går meget målrettet efter Wildberries. Det er en helt bevidst strategi,« siger Ruslandsekspert ved DIIS Flemming Splidsboel til B.T.
Han har også lagt mærke til de efterhånden mange videoer og billeder på sociale medier, hvor man kan se røgsøjler, voldsomme brande og sågar ansatte flygte fra ukrainske missiler på Wildberries-lokationer.
Den seneste udgave finder vi i den lille by Koledino, der ligger stik syd for den russiske hovedstad, Moskva, i regionen af samme navn.
Her ligger et enormt Wildberries-varehus, som også kan ses på satellitbilleder fra tjenester som Google Maps.

I skrivende stund kan man se en række vejafspærringer omkring varehuset via Googles tjenester.
Og på billeder på sociale medier og billedbureauer kan man se hvorfor.
I løbet af weekenden blev varehuset det næste i rækken af Wildberries-lokationer til at blive ramt af ukrainske angreb.
Billeder fra Koledino viser en enorm røgsky stige mod himlen, mens ild raser i bunden. På afstand står en gruppe mennesker og følger med.

Og her kommer en del af Ukraines strategi ind.
For selvom det officielt handler om at stække den russiske indsats i krigen, så har det ifølge Flemming Splidsboel også en anden klar fordel.
»Der er rigtig mange russere, der bruger Wildberries. Og når de så ikke kan købe selv helt små ting fra dem online længere, så er det noget, den almindelige russer mærker,« siger Flemming Splidsboel og uddyber:
»Det er en måde at få helt almindelige russere til at mærke krigen, at få krigen helt tæt på dem,« siger han.

Og så er der endnu et aspekt.
De spektakulære billeder, som den ukrainske kampagne mod onlinegiganten her forårsaget.
De seneste ugers angreb på Wildberries-varehuse har ramt alverdens medier – både traditionelle og sociale.
»Det er ekstremt synligt. Og for Ukraine er det ekstremt godt content, når man ser de her røgsøjler og medarbejdere løbe ud af varehuset,« siger Flemming Splidsboel.