Ukraines militær har taget ansvaret for ødelæggelsen af ​​to små russiske patruljebåde i Sortehavet.

De to både befandt sig nær den omtalte 'Snake Island' i Sortehavet.

Det fremgår af et videoklip, som er offentliggjort af det ukrainske forsvarsministerium. En video, som du kan se i toppen af artiklen.

Videoen blev udgivet i mandags og viser to russiske Raptor-klasse både, der eksploderer efter at være blevet ramt.

Videoen viser også en tyrkisk-fremstillet Bayraktar TB-2-drone, der flyver og muligvis har været brugt til at lave angrebet.

Ifølge det ukrainske militær fandt angrebet sted nær Snake Island ud for Ukraines sydvestlige kyst i Sortehavet.

'Snake Island' eller Zmiinyi, som den hedder på ukrainsk, har flere gange vakt opsigt.

Først da ukrainske grænsevagter nægtede at opgive øen til russerne og råbte over radioen, at de kunne 'gå af helvede til', inden de blev bombet.

Herefter troede man, at alle var omkommet, men flere overlevede og fik en fortjeneste medalje af præsident Volodymyr Zelenskyj.

Efterfølgende er øen og en ukrainer, der viser en fuckfinger til et russisk skib, blevet et nyt frimærke i Ukraine.

Angrebet på de russiske patruljebåde er ikke blevet bekræftet fra russisk side.