Ukrainske generaler og ministre er ikke i tvivl.
Vladimir Putin har noget i ærmet. Noget stort.
Nærmere bestemt en storoffensiv i starten af det nye år – ja, nærmest en gentagelse af, hvad der skete i år, hvor Putin efter at have annonceret den 'særlige militæroperation' sendte omkring 150.000 russiske soldater ind i Ukraine.
Endda med samme krigsmål som dengang:
Ukraines hovedstad Kyiv.
Udtalelserne kommer fra præsident Volodymyr Zelenskyj, general Valerij Zaluzjnyj og general Oleksandr Syrskyj i interview med magasinet The Economist torsdag.
»Russerne gør omkring 200.000 friske soldater klar,« siger Zaluzjnyj.
»Jeg er ikke i tvivl om, at de vil forsøge at indtage Kyiv igen.«
Den store offensiv vil kunne komme fra Donbas i øst, fra syd eller fra nabolandet Hviderusland.
Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov, siger ifølge The Guardian torsdag, at der kommer flere og flere beviser for, at Rusland planlægger en storoffensiv.
Han tror, at den måske kan komme i februar.
Her vil omkring halvdelen af 300.000 soldater, der blev indskrevet af Rusland i oktober, have færdiggjort deres oplæring, forklarer han.

»Anden del af mobiliseringen – omkring 150.000 – skal bruge omkring tre måneder til at forberede sig,« siger han til The Guardian og tilføjer.
»Det betyder, at den næste bølge i offensiven kan starte i februar ligesom sidste år. Det er deres plan.«
Begge parter har udelukket en våbenhvile i julen, og der er ikke umiddelbart forhandlinger om få afsluttet konflikten, som er den største i Europa siden Anden Verdenskrig.
Vladimir Putin har da også klart tilkendegivet, at han og Rusland har planer om at fortsætte krigen ind i 2023.
Rusland har ikke meldt noget ud om en kommende storoffensiv – hvilket da også ville være højest usædvanligt, idet militære operationer forsøges hemmeligholdt af for at overraske modstanderen. Som da Ukraine tog russerne fuldstændig på sengen med den vellykkede modoffensiv mod Kharkiv-regionen i det nordøstlige Ukraine.
Fra ukrainsk side er der dog en klar interesse i at advare om en ny russisk offensiv. Ukraine er stadig afhængig af støtte og især våbenleverancer fra Vesten og ønsker derfor at understrege, at Rusland stadig udgør en betydelig trussel – trods flere russiske tilbagetrækninger og nederlag den seneste tid.
Titusindvis har mistet livet, millioner er blevet drevet på flugt, mens byer er blevet lagt øde, efter at Rusland invaderede Ukraine 24. februar.
Rusland selv kalder det en 'særlig militæroperation'. Formålet var ifølge Rusland at beskytte russisktalende personer fra ukrainske nationalister.
Ukraine og allierede kalder det en uprovokeret angrebskrig.