Fred i Ukraine kan og må ikke være en overgivelse.

Sådan lyder advarslen fra den franske udenrigsminister, Jean-Noël Barrot.

Men det seneste fredsudspil fra USA og Rusland er meget tæt på at være en overgivelsesaftale for Ukraine.

Det fortæller Ruslandsekspert ved DIIS Flemming Splidsboel til B.T.

»Det er tæt på at være en overgivelsesaftale, for det er Ukraine, der skal betale den højeste pris,« siger Flemming Splidsboel.

I udspillet lægger USA og Rusland op til en lang række afgørende indrømmelser fra Ukraines side: afgivelse af territorium til Rusland, reducering af hæren, intet Nato-medlemskab og meget mere.

Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj i Det Hvide Hus i oktober.
Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj i Det Hvide Hus i oktober. Foto: Alex Brandon/AP/Ritzau Scanpix

»Vi skal huske, at det er Rusland, der har iværksat en ulovlig angrebskrig, som er ekstremt voldsom, og hvor der foregår krigsforbrydelser hver eneste dag,« fortsætter Flemming Splidsboel og tilføjer:

»Derfor er det meget problematisk, jo tættere vi kommer på en overgivelsesaftale, hvor offeret, Ukraine, bliver pålagt en masse begrænsninger, uden at det samme sker for aggressoren, som ikke skal stå til ansvar for det, der er sket.«

Ifølge flere amerikanske medier har USAs præsident, Donald Trump, godkendt planens 28 punkter, der er udarbejdet af USAs særlige udsending Steve Witkoff og Ruslands udsending Kirill Dmitrijev.

Fra den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs kontor lyder det, at Ukraine er klar til at arbejde konstruktivt med USA for at opnå fred.

Kirill Dmitrijev og Steve Witkoff har været dybt involveret i udspillet.
Kirill Dmitrijev og Steve Witkoff har været dybt involveret i udspillet. Foto: Vyacheslav Prokofyev/Reuters/Ritzau Scanpix

»Men den her plan vil være en form for overgivelse, hvor Ukraine siger: 'vi kan ikke mere. Nu accepterer vi vilkårene. Det er ikke, hvad vi havde drømt om, men det er det, vi må gøre'.«

»Så ja, det er tæt på en overgivelse,« vurderer Flemming Splidsboel.

Blandt flere medier har Financial Times beskrevet indholdet af den amerikansk-russiske 28-punktsplan for fred i Ukraine.

Her fremgår det, at Ukraine skal give afkald på resten af den østlige Donbas-region, herunder også områder, som i dag er under ukrainsk kontrol.

Desuden skal Ukraine reducere landets væbnede styrker til det halve af, hvad de er i dag.

Ukraine skal derudover indskrive i sin forfatning, at landet ikke vil tiltræde Nato, mens Nato accepterer at indføje en bestemmelse i sine vedtægter om, at Ukraine ikke vil blive optaget i fremtiden.