Ifølge Rusland har Ukraine igen angrebet et lager, der tilhører den russiske onlinegigant Wildberries.

Angrebet skal have fundet sted øst for landets hovedstad, Moskva, i Vladimir-regionen.

Det oplyser lokale myndigheder mandag, skriver nyhedsbureauet AFP.

En lignende melding lød fra russisk side dagen forinden.

Wildberries beskrives af flere medier som den "russiske Amazon".

Siden midten af juli har Ukraine ramt omkring 20 steder, der tilhører Wildberries, i forskellige dele af Rusland og den russisk-annekterede halvø Krim.

Mandag meldes tre civile ligeledes dræbt i et ukrainsk angreb mod den russisk-annekterede halvø Krim.

Det oplyser den Moskva-indsatte guvernør, Sergej Aksjonov, skriver nyhedsbureauet Reuters.

RITZAU