Iran har onsdag offentliggjort den endelige rapport om et ukrainsk passagerfly, der blev skudt ned i Teheran sidste år. Alle 176 ombordværende døde.

Rapporten indeholder i alt to afsnit, som omhandler årsagerne til styrtet. Den fritager som helhed iranske styrker for skyld i styrtet.

I alt 11 ukrainere døde. Ukraine har med det samme kaldt rapporten "et kynisk forsøg på at skjule de egentlige årsager" til tragedien.

Canada - hvor 55 af de døde havde statsborgerskab, og 30 af de døde havde permanent opholdstilladelse - har kaldt rapporten "ufuldstændig" og mener ikke, at den indeholder "fakta eller beviser".

Den 8. januar 2020 styrtede flyet PS752 fra Ukraine International Airlines ned i Irans hovedstad, Teheran.

Tre dage senere indrømmede Iran, at dets styrker ved en fejl havde skudt flyet af typen Boeing 737-800 ned med to missiler.

Den endelige rapport om styrtet er 145 sider lang.

I de to afsnit om årsagerne til styrtet gentages blandt andet kendt viden om, at det var to missiler affyret af iransk luftforsvar, der førte til styrtet. Derudover henvises til det iranske forsvars "agtpågivenhed".

Det iranske luftforsvar befandt sig på tidspunktet, hvor nedskydningen fandt sted, i alarmberedskab på grund af spændinger med USA.

Nedskydning fandt således sted, kun få timer efter at militæret havde angrebet to luftbaser i Irak som svar på USA's drab på den højtstående iranske militærleder Qassem Soleimani.

Blandt baserne var Al Asad-luftbasen, hvor der blandt andet befandt sig amerikanske og danske soldater.

I en rapport konkluderede iranske myndigheder i juli 2020, at en forkert justering af et radarsystem var den væsentligste "menneskelige fejl", der i januar førte til, at passagerflyet blev skudt ned.

/ritzau/AFP