Rusland og Vladimir Putin er i stigende grad desperat. Krigen og økonomien går ikke, som man havde håbet. Nu er faren på sit højeste.
Sådan lyder en analyse fra en førende britisk tænketank. Dansk ekspert undrer sig.
»Konfronteret med en økonomisk nedadgående spiral og udtømte konventionelle styrker bevæger Vladimir Putin sig ind i et vindue med maksimal fare.«
Det er en del af den indledende analyse fra den britiske tænketank Royal United Services Institute.
Analysen, der blev udgivet 19. december, maler et grumt billede for den russiske præsident, Vladimir Putin, når det kommer til det kommende år.
Men det er ikke kun Rusland og Putin, der ser ind i et 2026 med markante udfordringer.
Det samme gør Europa.
For som det skrives videre i analysen:
»Vi må forberede os på et Rusland, der ikke er i fremgang, men på et desperat Rusland: 2026 vil blive året for hybrid eskalation.«
Årsagen, til at Rusland det kommende år vil fremstå mere 'desperat', skal findes flere steder.
Som det lyder i analysen:
»Siden den russiske tilbagetrækning fra Kyiv i april 2022 har Rusland fejlet i fire af sine fem strategiske mål: politisk underlæggelse, økonomisk bæredygtighed, stabilitet for regimet og international anseelse,« skrives det.
Samtidig kan man læse, hvordan Putin inden 2025 reelt havde en mulighed for at komme ud af krigen i Ukraine og stadig fremstå som vinderen.
Men den er ved at forsvinde. Hastigt.

Putin er kommet til at sætte sig selv i en nærmest umulig situation.
»Den fælde, Putin har lagt for sig selv, er psykologisk: Et regime, der retfærdiggør sin autoritære model ved at love, at Rusland genvinder sin storhed, kan ikke acceptere et strategisk nederlag uden at risikere et politisk kollaps,« skrives det.
Med andre ord, så kan det koste Putin magten, hvis han vælger at indgå en fred, hvor Rusland ikke har opnået samtlige af de mål, man satte sig, da man invaderede Ukraine i februar 2022.
Det er naturligvis alt sammen dramatisk læsning.
Men skal vi vitterligt forvente en dramatisk opgradering af den russiske hybridkrig herhjemme fra et 'desperat' Rusland i det kommende år?
Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, er ikke helt så sikker:
»Hvor har de været de seneste tre år? Er der efterhånden flere kabler, der kan skæres over i Østersøen?« spørger han kategorisk.
»Vi har været under angreb fra Rusland i årevis. Det begyndte for alvor i 2014 (året hvor Rusland ulovligt annekterede Krim, red.) og er blevet endnu mere siden 2022,« siger Peter Viggo Jakobsen og fortsætter:
»De har lukket lufthavne i nærmest alle vores nabolande og hos os selv. De har udført sabotage en lang række steder. Attentater. De flyver med droner, sejler med deres flådeskibe og krænker vores luftrum. Og hvert år skriver vi, at næste år bliver mere farligt,« siger eksperten.
Han er ikke i tvivl om, at Ruslands hybridkrig vil fortsætte.
Men han ser ingen årsag til at slå det større op end ellers.
»Putin har kæmpet med os siden 2022. Og Rusland driller os, men de er ikke gået videre end det – med reelle angreb,« siger Peter Viggo Jakobsen.
»Så jeg har svært ved at se, at vi skal male fanden på væggen hele tiden.«

