Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har været ude på det modsatte af en charmeoffensiv de seneste dage. 

Først rasede han mod Tyskland, der pegede på Rusland som skurken efter det mislykkede droneangreb mod Leipzig/Halle-lufthavnen den 4. august.

Og nu er Lavrov igen ude med uhyggelige trusler.

Lavrov siger, at både Nato-soldater og Nato-anlæg i Ukraine vil blive betragtet som legitime mål for russiske angreb, melder det statskontrollerede russiske nyhedsbureau TASS.

Udenrigsministeren spekulerer også i, om Europa bevidst vil forsøge at puste til konflikten og yderligere krig ved at iscenesætte provokationer. 

Han sammenligner mulig europæisk provokation med mordet på Franz Ferdinand i Sarajevo i 1914, der udløste Første Verdenskrig. 

Han nævner i samme ombæring USA og Norge ved navn, da de har gjort Arktis til en russisk hovedpine. 

 »Det er selvfølgelig også bekymrende, at der er en tendens til militarisering af Arktis.« 

»For nylig gennemførte USA, Norge og nogle andre lande øvelser der med et scenario, der åbenlyst forudsatte en krig med Den Russiske Føderation,« siger Lavrov ifølge TASS.

Danmark har også bidraget til missioner i Arktis, hvor de har bidraget med F-35-kampfly.