Uforklarlige dødsfald blandt elefanter efterforskes i Kenya
15 elefanter har i løbet af en måned mistet livet. Foreløbige undersøgelser peger på giftig stofindtagelse.
15 elefanter har i løbet af en måned mistet livet. Foreløbige undersøgelser peger på giftig stofindtagelse.
En efterforskning er blevet indledt i en kenyansk naturpark, efter at 15 elefanter på uforklarlig vis er døde i løbet af en måned.
Det oplyser Kenyas naturstyrelse, KWS, ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Mellem 24. juni og 24. juli er der blevet registreret 15 dødsfald blandt elefanterne i Amboseli National Park, Kimana Sanctuary og området omkring Kuku Ranch.
Det lyder, at 10 af de 15 elefanter har udvist nogle af de samme symptomer.
Det gælder blandt andet delvis lammelse, som gjorde, at de ikke kunne stå oprejst, kort inden de døde.
Døden er indtruffet inden for en til to dage.
Foreløbige undersøgelser har sporet et potentielt giftigt stof i flere af de pågældende elefanter.
Blandt de døde elefanter er kun en enkelt voksen han. De resterende 14 er enten hunner eller kalve.
RITZAU