Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton har i en høring svaret på alle de spørgsmål om hans forbindelse til den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein, som et tilsynsudvalg i Kongressen havde til ham.
Det siger udvalgets republikanske formand, James Comer, ifølge nyhedsbureauet AFP efter fredagens høring.
- Vi mener, at det var et meget produktivt vidneudsagn. Præsident Clinton svarede på alle spørgsmål - eller forsøgte at svare på alle spørgsmål, siger James Comer.
Hans partifælle Nancy Mace siger dog, at hun har mere at sige, når video og transskribering af høringen bliver offentliggjort.
- Jeg vil sige, at jeg mener, at I kommer til at se nogle uoverensstemmelser i nogle af svarene, siger hun.
Demokratiske medlemmer af udvalget mener, at USA's nuværende præsident, Donald Trump, der havde en veldokumenteret relation til Epstein, også bør udspørges.
- Lad os være ærlige, vi taler med den forkerte præsident, siger det demokratiske udvalgsmedlem Suhas Subramanyam, der også siger, at Clinton ikke undveg nogle spørgsmål.
Inden høringen, der fandt sted i byen Chappaqua i delstaten New York, hvor Bill Clinton bor, sagde den tidligere præsident, at han ikke har gjort noget forkert.
- Jeg så ingenting, og jeg gjorde ingenting forkert, sagde han i en udtalelse, der blev delt på sociale medier før høringen.
I udtalelsen nævnte Clinton ikke Trump direkte. Men i udtalelsen lød det, at "ingen er hævet over loven, heller ikke præsidenter - især ikke præsidenter".
Bill Clinton er ligesom Trump nævnt mange gange i de dokumenter, som USA's justitsministerium har udgivet om Epstein og hans omfattende netværk.
At være nævnt i filerne betyder ikke nødvendigvis, at man har gjort noget forkert, og hverken Clinton eller Trump er beskyldt for lovovertrædelser eller er genstand for en egentlig efterforskning.
Torsdag var det Bill Clintons hustru, tidligere førstedame og udenrigsminister Hillary Clinton, der forklarede sig til udvalget.
Forklaringerne sker bag lukkede døre. Clinton-parret mener, at de bør være offentlige og blive vist på tv.
I 2008 blev Jeffrey Epstein dømt for prostitution af piger helt ned til 14 år. Han døde i en fængselscelle i New York i 2019, mens han ventede på at komme for retten i en anden sag om menneskehandel og misbrug af mindreårige.
/ritzau/
