Ebola-virussen er brudt ud i Den Demokratiske Republik Congo og Uganda.

Derfor kommer Sundhedsstyrelsen nu med anbefalinger til danskere, der har været i – eller har planer om at rejse til – de to lande i en pressemeddelelse

De opfordrer til, at man holder sig opdaterede omkring Udenrigsministeriets rejsevejledninger og følger anbefalinger fra Statens Serum Institut og lokale myndigheder.

Har man opholdt sig i de berørte områder og får feber eller andre symptomer inden for 21 dage, skal man søge lægehjælp telefonisk og oplyse om rejsehistorik.

Sundhedsstyrelsen understreger, at ebolavirus-sygdom kun smitter ved symptomer. For at blive smittet skal man have været i direkte kontakt med smittede mennesker eller dyr eller deres kropsvæsker.

Der er på nuværende tidspunkt ikke set smittespredning uden for det udbrudsramte område, lyder det.

Men verdenssundhedsorganisationen (WHO) vurderer, at der er høj risiko for regional spredning i Centralafrika. 

Det europæiske smitteagentur (ECDC) og de danske sundhedsmyndigheder vurderer, at risikoen for smittespredning til Danmark og EU er meget lav.