1,55 milliarder dollar – cirka 10,5 milliarder kroner – forventes der at være i jackpot-puljen, når der næste tirsdag er lodtrækning i det amerikanske lotteri Mega Millions.
I så fald vil det være den største præmie nogensinde i det lotteris historie, skriver CNN. Den nuværende rekord lyder på 1,52 milliarder dollar, som blev vundet i delstaten South Carolina i 2018
Ved fredagens trækning var der ingen, der ramte de rigtige tal, og sådan har det været siden den 18. april i år, hvor en heldig spiller vandt en jackpot på 20 millioner dollar – 136 millioner kroner.
Chancen for at vinde jackpot-prisen er 1 til 302,6 millioner. Man skal ramme fem tal rigtige mellem 1 og 70, samt et tal rigtig mellem 1 og 25, for at vinde førstepræmien.
Hvis man vinder, kan man enten vælge at få udbetalt pengene løbende over 30 år, eller man kan få udbetalt det hele på en gang. Så får man dog kun halvdelen af beløbet.
Også i Europa har lotterigevinsterne i denne uge været oppe i den øvre ende af skalaen.
Ved fredagens Eurojackpot-trækning var førstepræmiepuljen 715 millioner kroner. Det er 35 millioner under det største beløb, man kan vinde, nemlig 750 millioner kroner.
En heldig spiller fra Tyskland løb med puljen fredag, mens ni spillere deltes om andenpræmiepuljen. En af vinderne var fra Danmark og kunne glæde sig over at have vundet 2,4 millioner kroner. .
Chancen for at vinde førstepræmiepuljen i Eurojackpot 1 til 139,8 millioner.
