Det israelske militær har søndag udsendt en omfattende »hasteadvarsel« til borgere i et større område af Libanon.

Borgerne opfordres alle til at søge væk – med det samme.

»Haster advarsel til indbyggerne i det sydlige Libanon, især alle, der befinder sig syd for floden Al-Zahrani,« lyder det i et opslag, som en talsmand for det israelske militær, Avichay Adraee, har delt på X.

»Da terrororganisationen Hizbollah har brudt våbenhvileaftalen og angriber Israels hjemlige front, er Israels forsvar tvunget til at slå hårdt ned på dem, især i jeres områder. Israels forsvar har ikke til hensigt at skade jer,« skriver han videre.

Til opslaget har han delt et kort, hvor er større område er blevet markeret med rødt.

Samtidig er der indsat en række pile, som peger mod nord.

»Af hensyn til jeres sikkerhed opfordrer vi alle beboere syd for Zahrani-floden – som vist på kortet – til straks at evakuere jeres hjem,« lyder det fra Adraee.

»Enhver, der befinder sig i nærheden af Hizbollahs medlemmer, anlæg eller kampmidler, udsætter sit liv for fare. Alle bygninger, der bruges af Hizbollah til militære formål, kan blive mål for angreb!,« oplyser han videre.

En våbenhvileaftale, som skulle stoppe kampene og angrebene mellem Israel og den militante bevægelse Hizbollah i Libanon, trådte i kraft 17. april.

Men begge parter har løbende beskyldt modparten for at overtræde aftalen og har begrundet deres egne angreb med, at den anden part også begår angreb.

Her ses røg stige op over det sydlige Libanon søndag.
Her ses røg stige op over det sydlige Libanon søndag. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix

De seneste dage har Israel udvidet sin militære fremrykning i det sydlige Libanon.

»Vær opmærksom: Enhver bevægelse mod syd kan bringe jeres liv i fare!,« afslutter talsmanden sit opslag søndag.

Søndag har den israelske forsvarsminister, Israel Katz, også oplyst, at israelske styrker har indtaget middelalderborgen Beaufort og hejst det israelske flag der.

Borgen ligger på et strategisk punkt med udkig til det sydlige Libanon og blev brugt som base under en tidligere besættelse.