Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj leverer i øjeblikket en regulær PR-genistreg.

Sådan lyder vurderingen fra B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.

Bylinefoto af Jeppe Elkjær, B.T.
Bylinefoto af Jeppe Elkjær, B.T. Bax Lindhardt

Få dage før Ruslands største nationale mærkedag har Ukraine sendt droner dybt ind bag fjendens linjer. Samtidig erklærer Zelenskyj nu en våbenhvile, der træder i kraft natten mellem 5. og 6. maj.

Meldingen kom natten til tirsdag på sociale medier – og falder bemærkelsesværdigt kort efter, at Vladimir Putin selv har annonceret en midlertidig våbenhvile.

Dermed overhaler Ukraine russerne indenom og skyder deres egen våbenhvile i gang tre dage før den russiske, som er knyttet til fejringen af sejren over Nazi-Tyskland.

Ifølge Jeppe Elkjær er timingen alt andet end tilfældig.

»Det interessante er, at årets fejring i Rusland er markant mindre end normalt. Det skyldes at Rusland er pissebange for, at Ukraine kan sende droner mod Den Røde Plads og ramme Putins parade,« siger han.

Men ifølge udlandsredaktøren handler Putins udmelding ikke om et reelt ønske om fred.

»Det er ikke, fordi Putin vil stoppe krigen. Han vil vinde den.«

I stedet er våbenhvilen et signal – især til Donald Trump, som i stigende grad presser på for en afslutning på krigen.

Forberedelserne til militærparaden er allerede gået i gang i Moskva forud for den nationale fejringsdag.
Forberedelserne til militærparaden er allerede gået i gang i Moskva forud for den nationale fejringsdag. Foto: Maxim Shipenkov/EPA/Ritzau Scanpix

Putin forsøger at fremstå imødekommende. Men netop dér sætter Zelenskyj ind.

Ved at komme russerne i forkøbet underminerer han ifølge Elkjær hele det russiske narrativ.

»Det er en genial måde at afsløre Putins freds-bluff på.«

For meget tyder på, at Kreml ikke følger trop.

»Zelenskyj får det til at fremstå, som om Putin bare vil have ro til at gennemføre sin parade,« siger Jeppe Elkjær.

Du kan følge med i de internationale udviklinger i B.T.s liveblog HER.