Flere ukrainske byer er blevet ramt af russiske bombardementer, mens landets delegation har forhandlet med Rusland og USA i håbet om at nærme sig en afslutning på krigen.
Men i denne omgang blev det foreløbigt til en udveksling af 314 krigsfanger. Og det viser blot, hvor langt parterne i virkeligheden er fra hinanden, når de skal aftale præmisserne for fred.
Sådan lyder det fra B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.
»Det er selvfølgelig positivt, at man kan komme frem til noget så basalt som en fangeudveksling. Men det siger også noget om, at man ikke kommer nogen vegne i de her fredsforhandlinger,« siger han og understreger:
»Tilbage står, at Ukraine og Rusland er milevidt fra hinanden, og at vi ikke er i nærheden af en fredsaftale.«
Efter to runder forhandlinger i Abu Dhabi, der startede i sidste uge, stod det torsdag klart, at Ukraine og Rusland hver vil løslade 157 krigsfanger.

Desuden måtte man fra den ukrainske delegationsleder, Rustem Umerov, forstå, at samtalerne med Rusland var 'konstruktive'.
Men ifølge Jeppe Elkjær viser resultatet, at der med al sandsynlighed fortsat er uenighed på de afgørende emner:
»De kan eksempelvis ikke blive enige om, hvor grænsen skal gå efter en afslutning af krigen. Men det trods alt positivt, at man kan blive enige om noget,« siger han.
Efter, at forhandlinger i De Forenede Emirater sluttede, sagde Ukraines præsident, Volodymir Zelenskyj, på et pressemøde, at snakken om fred vil fortsætte 'i den nære fremtid'. Men ifølge Elkjær er det hverken Rusland eller Ukraine, der bliver tungen på vægtskålen, hvis en aftale skal opnås.

»Det er Kina og USA, der skal træde ind og sætte noget på spil, hvis der skal ske noget. Men vi har før hørt Donald Trump sige, at hvis forhandlingerne bliver ved med at gå i hårdknude, så trækker han sig.«
»Hvis det sker, har vi en konflikt, som ikke står til at blive løst,« siger han.
Jeppe Elkjær forklarer, at krigens skæbne fortsat er tæt forbundet til USAs præsident, som havde sendt sin særlige udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner som mæglere i forhandlingerne.
»Donald Trump kan være nøglen, og han er ikke tilfreds med, at der igen ikke kom noget ud af det. Derfor bliver det spændende at se, hvad hans reaktion bliver,« vurderer Elkjær.
Du kan følge med i udviklingen i krigen i Ukraine og spændingerne på den storpolitiske scene i B.T.s liveblog HER.

