Forhåbningen er, at alle de danskere, der ønsker at forlade Hubei-provinsen i Kina, kan være ude af landet, inden søndag er omme.

Allerede torsdag aften dansk tid skulle en håndfuld gerne være på et fly ud af landet sammen med andre europæiske statsborgere.

Først skal de dog have tilladelse til at stige om bord på flyet, fortæller Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice.

»Alle skal igennem et sundhedstjek, før de kan få lov til at stige om bord. Dem, vi har haft kontakt til, melder, at de ikke har oplevet symptomer, men det er op til de kinesiske sundhedsmyndigheder at vurdere, om de må komme med.«

Det er endnu uvist for offentligheden, hvor det fly, der letter torsdag aften, har kurs mod. Direktøren for Udenrigsministeriets Borgerservice fastslår dog, at det ikke er Danmark.

Dermed skal de danskere, der kommer om bord på flyet, først undersøges af sundhedsmyndighederne i det land, de ankommer til, før de kan fortsætte rejsen mod Danmark.

Hvordan og hvorledes det kommer til at foregå, kan Erik Brøgger Rasmussen ikke udtale sig om.

Når danskerne på et tidspunkt ankommer til Danmark, tager de danske sundhedsmyndigheder over.

Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Organisation og Borgerservice, svarede onsdag på spørgsmål om den danske hjælp til at få folk hjem fra Kina.
Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Organisation og Borgerservice, svarede onsdag på spørgsmål om den danske hjælp til at få folk hjem fra Kina. Niels Christian Vilmann

Hvordan det konkret vil foregå, vil sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortælle om på et pressemøde fredag klokken 9.

I alt har Udenrigsministeriets Borgerservice kendskab til 21 personer med tilknytning til Danmark i Hubei-provinsen. Heriblandt er både danske statsborgere og personer, der har opholdstilladelse i Danmark.

Af disse vil 15 personer gerne hjælpes hjem til Danmark. Men der er flere ting, der skal gå op i en højere helhed, før det kan lade sig gøre.

Alene det at få dem transporteret til lufthavnen i Wuhan er nemlig en udfordring, fordi transportmulighederne er indskrænkede som konsekvens af virusudbruddet.

Dertil kommer kravet om godkendelser fra de kinesiske myndigheder.

De kinesiske myndigheder har for nuværende tilladt de kinesiske statsborgere, der har familie i Danmark, at takke ja til Udenrigsministeriets tilbud om hjælp til at komme hjem.

For dem, der ikke har familiære relationer i Danmark, er de kinesiske myndigheder fortsat tilbageholdende.

Derfor understreger Erik Brøgger Rasmussen også, at det er svært at forudse, hvor mange af dem, der gerne vil til Danmark, der rent faktisk kan evakueres.

»Det er dog en god nyhed, at vi ikke komme til at skille familier ad,« siger han.

Han uddyber, at der i skrivende stund er planlagt to særafgange med fly mod Europa.

Går alt, som det skal, forlader det sidste fly Kina senest lørdag aften.

»Det er svært at forudse, hvornår det konkret sker. Men vi har et begrundet håb om, at alle er ude af Hubei-provinsen, inden weekenden er omme.«