Udenrigsministeriets Borgerservice retter nu henvendelse til danskerne via deres sociale medier og på deres hjemmeside.
Her gør man opmærksom på, at den nuværende situation i Mellemøsten kan få alvorlige konsekvenser, som i sidste ende kan gå ud over danskernes ferieplaner.
»Situationen i Mellemøsten kan føre til mangel på brændstof, påvirke flytrafikken og få betydning for dine rejseplaner, især for destinationer uden for Europa,« lyder det på Udenrigsministeriets Borgerservice' X-profil.
Ministeriet refererer her til sin hjemmeside, hvor man har lavet en 'Værd at vide'-guide til danskere, der har rejse planer, mens krigen mellem USA og Iran er, som den er i øjeblikket.
Her gør man opmærksom på, at manglen på brændstof, som lukningen af Hormuzstrædet medfører, kan føre til »forsinkede og aflyste fly og ændringer i lokal transport«.
»Planlæg din rejse, så du tager højde for evt. brændstofmangel. Vær fleksibel i forhold til rejsetid, og vær forberedt på uforudsete udgifter. Sørg for, at du har vigtig medicin og andre fornødenheder, der dækker dine behov - også hvis rejseplanerne ændres undervejs,« lyder rådet videre.
Derudover opfordres der til, at man holder sig opdateret på situationen løbende, og at man følger med i Udenrigsministeriets - og øvrige landes - rejsevejledninger for landet, man rejser til.
