Befinder man sig i New Zealand i øjeblikket, så skal man være meget forsigtig.

Sådan lyder budskabet fra Udenrigsministeriet, der nu advarer danskere i området mod en cyklon, der ventes at ramme landets nord-ø - herunder landets største by, Auckland - søndag.

'Risiko for kraftig storm, voldsom regn, oversvømmelser og jordskred,' skriver ministeriets borgerservice på X.

Cyklonen ventes at fortsætte de følgende de følgende dage i det nordlige og centrale New Zealand.

Danskere i området bedes følge situationen på landets vejrtjeneste MetService.com.

Cyklonen har fået navnet 'Vaianu' og vejrtjenesten har ifølge mediet 1News kaldt det »et meget stort, ødelæggende vejrsystem.«

»Kombinationen af ødelæggende vindstød, kraftig regn og oversvømmelser langs kysten gør dette til en begivenhed med flere risici, der potentielt kan være livstruende,« lyder det fra MetService ifølge mediet.