Det kan godt være, at USAs vicepræsident, J.D. Vance, forleden kunne berolige Grønland og Danmark med, at det var op til grønlænderne selv, hvor de ville høre hjemme.
Men nu går præsidenten, Donald Trump, igen ud og smider brænde på bålet.
I et interview med NBC News siger han:
»Vi skal nok få Grønland. Ja, 100 procent.«
Og om hvordan USA vil overtage Grønland, siger han:
»Der er en god mulighed for, at vi kan gøre det uden militær magt. Men jeg tager ikke noget af bordet.« (udelukker ikke noget, red.)
Han understreger, at han »absolut« har haft reelle samtaler om at annektere Grønland uden at uddybye, hvem disse samtaler er blevet ført med.
Præsidenten bliver spurgt, hvilket budskab en overtagelse af Grønland vil sende til Rusland og resten af verden.
»Det tænker jeg ikke rigtigt over. Jeg er egentlig ligeglad. Grønland er et separat tema, meget anderledes. Det er international fred, der står på spil. Det handler om international sikkerhed og styrke,« svarer Trump og uddyber:
»Der sejler skibe langs Grønlands kyst konstant. Skibe fra Rusland, Kina og mange andre steder. Og vi vil ikke tillade, at der sker ting, som vil skade verden eller USA.«
Natten til lørdag var den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, ude at angribe vicepræsident, J.D. Vance, efter at denne om Danmark havde sagt: »I har ikke gjort et godt stykke arbejde for befolkningen i Grønland.«
Lars Løkke svarede i en video:
»Det er ikke sådan, man taler til sine tætte allierede. Jeg anser stadig Danmark og USA for at være tætte allierede.«
Om Løkkes udmelding siger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup:
»Nu er der en ordkrig i gang mellem Danmark og USA, og der er en risiko for at den kan eskalere og ende i en total ordkrig, hvor Trump bliver vred.«
Den historie kan du læse mere om her.