Da USAs præsident, Donald Trump, tirsdag satte kurs mod Kina, havde han en opsigtsvækkende gæst med ombord.

Undervejs gjorde Air Force One stop i Anchorage i Alaska, hvor direktøren for verdens mest værdifulde selskab steg ombord.

Jensen Huang, topchef i den amerikanske chipgigant Nvidia, var med under statsbesøget - og ifølge en ekspert var det næppe tilfældigt.

Han var et af Trumps »trumfkort« i forhandlingerne med Kina, fortæller en en ekspert til TV2

Nvidia producerer nogle af verdens mest avancerede computerchips, som spiller en afgørende rolle i udviklingen af kunstig intelligens.

Lige nu må Nvidia dog ikke sælge sine mest avancerede chips til Kina, som er et marked, hvor virksomheden tidligere har tjent enorme summer.

Jensen Huang er grundlægger og direktør for Nvidia, der producerer nogle af verdens mest avancerede computerchips.
Jensen Huang er grundlægger og direktør for Nvidia, der producerer nogle af verdens mest avancerede computerchips. Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Ifølge Joachim Bruchmann, direktør i den danske investeringsplatform Pluto, har USA en stor interesse i at få åbnet døren igen.

»Det er det eneste store hår i suppen. Hvis man skal finde noget, der ikke fungerer for Nvidia, så er det adgangen til Kina. Så længe de ikke kan levere dertil, frygter de, at kineserne udvikler noget, der senere kan konkurrere globalt,« siger han til TV 2.

Noget tyder da også på, at Trump forsøgte at bruge besøget til netop dét.

»Jeg vil bede præsident Xi, en leder af enestående format, om at 'åbne Kina', så disse dygtige mennesker kan udrette deres magi,« skrev Trump på Truth Social fra Air Force One, hvor han samtidig bekræftede, at Jensen Huang var med ombord.

Joachim Bruchmann tvivler dog på, at Nvidia får helt fri adgang til det kinesiske marked.

Han vurderer, at Kina hellere vil udvikle egne løsninger end gøre sig afhængige af amerikansk teknologi.

Topmødet mellem Donald Trump og Kinas præsident, Xi Jinping, sluttede fredag, men statsbesøget kastede ingen større handelsaftale af sig.