27 antikke museumsgenstande er blevet beslaglagt på Metropolitan Museum of Art i New York City, beretter CNN.

Ifølge en talsperson for distriktsadvokaten i New York, Alvin Bragg, skal genstandene sendes tilbage til Italien og Egypten.

Distriktsadvokaten selv opfordrede kunstsamlere til selvransagelse:

»Det bør ikke være en hemmelighed for samlere, kunstmuseer og auktionshuse, at de kan være i besiddelse af objekter fra ukendte forhandlere, som er erhvervet ulovligt. [...] Efterforskningen udført fra min afdeling har tydeligt afsløret disse netværker og tilføjet en stor mængde information til offentligheden, som kunstverdenen kan bruge proaktivt for at hjemsende antikviteter til, hvor de hører til retmæssigt.«

Hjemsendelsen er et resultat af et større efterforskningsarbejde fra myndighederne i New York, der indtil videre har ført til tilbagesendelse af over 2.000 genstande.

I juli blev objekter med en værdi af over 14 millioner dollar fra en privat samling sendt tilbage til Italien, og i august hjemsendte man 30 antikviteter til Cambodja.

Museet selv sendte i 2021 tre afrikanske kunstobjekter tilbage, blandt andet nogle værdifulde messingplader fra Nigeria.