En mand har hele sin overkrop bundet fast til et busskilt ved parkeringspladsen foran et supermarked.

En ukrainsk soldat i uniform trækker hans bukser af, mens en anden putter en bold i munden på ham. En tredje soldat filmer det hele på sin mobiltelefon.

Det er sådan, at tilfangetagne tyve er blevet straffet i flere ukrainske byer. De bliver ydmyget til offentlig skue og i nogle tilfælde slået og tortureret, mens de er bundet.

Videoen med ukrainske soldaters behandling af tre formodede tyve har B.T. lokaliseret til byen Romanivka i Irpin i midten af marts. Men det samme sker i andre byer.

B.T. har fundet video og foto, som dokumenterer langt over 20 tilfælde, hvor ukrainske civile eller soldater binder tilfangetagne tyve fast til lygtepæle eller træer.

I flere tilfælde bliver de tilfangetagne personer tæsket eller pisket med bælter og pinde. Mange har fået trukket bukserne af og enkelte malet grønne i ansigtet.

Den hårde og ydmygende behandling bliver på sociale medier retfærdiggjort med, at personerne har udnyttet krigens kaos til at begå tyveri.

Selvtægt er under normale omstændigheder ulovligt, men selv den øverstbefalende i politiet i Kharkiv-regionen, Vyatjeslav Markov, deler fotos af hændelserne.

Tre personer er blevet tapet fast til stolper foran et supermarked i Romanivka i Irpin. I baggrunden ses personer i militæruniform. Det er dog ikke bekræftet, at der er tale om soldater fra den ukrainske hær.
Tre personer er blevet tapet fast til stolper foran et supermarked i Romanivka i Irpin. I baggrunden ses personer i militæruniform. Det er dog ikke bekræftet, at der er tale om soldater fra den ukrainske hær. Foto: B.T.
Vis mere

I begyndelsen af marts har han delt et foto på Facebook af en mand, som er bundet fast til en stolpe med ordene:

»I nat fandt og overgav borgerne i byen Tjuhujiv en tyv, som havde stjålet alkohol, til politiet. Af en eller anden grund havde han tapet sig selv fast til en pæl …«

I et andet opslag fra midten af marts delte politichefen endnu en række fotos af formodede tyve, som er bundet til træer ved en ødelagt kiosk.

Men soldater eller politibetjente må ikke behandle civile borgere på den måde, påpeger Peter Vedel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder.

»Det er helt åbenlyst i strid med menneskerettighederne. Det er nedværdigende behandling og tortur,« siger han.

Alle regler og juridiske rettigheder ophører nemlig ikke, selvom der er krig i et land. De kriminelle skal stadig behandles ordentligt og have en strafferetlig proces.

»Der kommer tit lovløse tilstande under en krig, men politiet skal stadig beskytte borgerne mod overgreb og selvtægt fra andre,« siger Peter Vedel Kessing.

Videoen er angiveligt fra Lutsk, hvor en tyv skulle være blevet tapet fast til et træ. B.T. har ikke haft mulighed for at verificere præcis denne video.
Videoen er angiveligt fra Lutsk, hvor en tyv skulle være blevet tapet fast til et træ. B.T. har ikke haft mulighed for at verificere præcis denne video. Foto: B.T.
Vis mere

På grund af krigen har mange butikker i ukrainske byer været lukkede, og gaderne har været tomme for mennesker på grund af luftalarmer eller udgangsforbud.

Det har tyve angiveligt udnyttet som en mulighed til at begå kriminalitet.

B.T. har verificeret en anden video fra Melitopol, hvor man ser kvinder og mænd plyndre et lukket supermarked, mens andre står og kigger på.

En mand i en blå jakke begynder at filme situationen på sin mobil og trækker derefter en pistol, som han peger mod menneskeflokken for at jage dem væk.

I videoen øverst i artiklen bringer B.T. forskellige tilfælde af personer, som er bundet fast til træer eller stolper i offentligheden. Det har ikke i alle tilfælde været muligt at verificere indholdet, lokationen eller årsagen til selvtægten.