Tyskland sender to skibe fra flåden til Det Røde Hav som forberedelse til en mulig minerydningsmission i Hormuzstrædet.

Det oplyser Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, ifølge nyhedsbureauet Reuters torsdag morgen.

- I talende stund sejler vores minerydder "Fulda" og forsyningsskibet "Mosel" gennem Suezkanalen med kurs mod Det Røde Hav, siger Pistorius på vej ind til et møde med Nato-landenes forsvarsministre.

Den tyske forsvarsminister understreger, at det kræver godkendelse fra Iran og Oman - de to lande, der ligger på hver side af Hormuzstrædet - før Tyskland vil deltage i en mulig minerydningsmission i Hormuzstrædet.

Derudover afhænger en mulig mission af udviklingen i de videre forhandlinger mellem USA og Iran.

Udmeldingen fra Pistorius kommer, efter at Iran og USA er blevet enige om en aftale, der forlænger våbenhvilen mellem de to lande, og som skal sikre, at handelsskibe igen kan sejle gennem Hormuzstrædet.

/ritzau/