Regeringen i Tyskland mistænker Rusland for at stå bag en række cyberangreb mod medlemmer af det tyske parlament og højtstående embedsmænd.

Det oplyser kilder i den tyske regering lørdag til nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Der er tale om såkaldte phishing-angreb mod kommunikationsplatformen Signal.

- Forbundsregeringen går ud fra, at phishing-kampagnen rettet mod Signal formentlig blev styret fra Rusland, siger en kilde til AFP og understreger, at angrebene er blevet standset.

Phishing er en form for cyberkriminalitet, hvor den kriminelle udgiver sig for at være en troværdig kilde for at narre personer til at udlevere følsomme oplysninger.

Angrebene var angiveligt rettet mod parlamentsmedlemmer fra flere forskellige partier, herunder også ministre og Forbundsdagens formand, Julia Klöckner.

Derudover menes flere embedsmænd, diplomater og journalister at have været mål for angrebene.

Anklagemyndigheden i Tyskland indledte fredag en spionageundersøgelse af angrebene.

/ritzau/