Tyskland står ved det internationale princip om, at grænser ikke må flyttes med magt.

Det siger en talsperson for den tyske regering om Trumps udmeldinger om Panama og Grønland.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er regeringstalsmanden Steffen Hebestreit, der ifølge nyhedsbureauet AFP siger, at »som altid gælder det faste princip, at grænser ikke må flyttes med magt«.

En lignende melding kom onsdag morgen fra Frankrig udenrigsminister Jean-Noël Barrot, da kan kommenterede på den kommende amerikanske præsident Donald Trumps udtalelser om Grønland. 

»Det er selvfølgelig ikke en mulighed, at Den Europæiske Union vil lade andre lande i verden angribe sine suveræne grænser, hvem end de er,« lød det fra Barrot ifølge Reuters.

»Vi er et stærkt kontinent,« fortsatte han i en af de første ministerreaktioner i EU - hvis ikke den første - på tirsdagens udtalelser fra Trump.