Det skete sidste onsdag, men politiet blev først opmærksom på hændelsen, da videoer begyndte at florere på sociale medier.

Nu sender sagen chokbølger gennem Tyskland.

»Videoerne er så tydelige, at både de mistænkte og offeret kunne identificeres,« siger Claudia Berndt, der er talskvinde for politiet i Neubrandenburg, til Bild.

Videobillederne er i sig selv frygtelige – men især offerets og gerningspersonernes alder er rystende:

I flere timer blev en 14-årig dreng tortureret af mindst ti børn og teenagere mellem ni og 15 år – alt imens de filmede den grusomme handling. 

Overfaldet fandt sted i Neubrandenburg i det nordøstlige Tyskland, hvor den 14-årige blev sparket, tortureret, slået med flere genstande og blev påført forbrændinger. 

Politiet er nu i besiddelse af flere videooptagelser af ugerningen, og har på den baggrund fundet frem til flere af børnene bag den.

Blandt de mistænkte er børn af tysk, albansk, tunesisk og tyrkisk afstamning. Offeret er en etnisk tysk dreng.

Halvdelen af de mistænkte kunne politiet hurtigt genkende, idet de allerede var kendt at ordensmagten i forvejen.

Også baggrunden for overfaldet chokerer: 

Offeret og gerningspersonerne kendte hinanden i forvejen, og ifølge politiets efterforskning var det en mindre misforståelse, som førte til at de mindst ti børn overfaldt den 14-årige.

Kriminalpolitiet i Neubrandenburg efterforsker stadig sagen, hvor anklager om grov vold, tvang og ydmygelse kan komme på tale.

Delingen af videooptagelserne af overfaldet kan også få et retligt efterspil.

Trods det brutale overfald pådrog offeret sig kun mindre skader.