Tyskland efterforsker mistænkt sabotage og terror mod elnet
På baggrund af to hændelser i Tyskland er der åbnet sabotage- og terrorefterforskninger.

På baggrund af to hændelser i Tyskland er der åbnet sabotage- og terrorefterforskninger.

To sager knyttet til elnettet i forskellige dele af Tyskland efterforskes som henholdsvis terror og mistænkt sabotage.
I den ene sag, der efterforskes som mistænkt sabotage, blev flere elkabler ramt ved en transformerstation i Bergheim i delstaten Nordrhein-Westfalen i det vestlige Tyskland.
Politiet mistænker en "bevidst handling". Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det var tirsdag aften, at politiet blev kaldt ud til hændelsen i Bergheim tæt på Köln. På videooptagelser kan der ses lysglimt, mens beboere i området kunne høre høje knald. Det skriver Tagesschau.
Der blev konstateret kortslutninger på flere elkabler, men der blev ikke meldt om strømafbrydelser. De præcise skader kendes ikke.
- Vi antager ikke, at det er en teknisk fejl, men en bevidst handling, siger en talsperson for det lokale politi ifølge AFP og beskriver hændelsen som en "forstyrrelse".
Tirsdag var der fokus på en anden sag rettet mod tysk infrastruktur.
Her blev der fundet improviserede sprængladninger ved en transformerstation i delstaten Brandenburg i Tyskland. Adskillige elledninger blev beskadiget, og forsyningen blev kortvarigt afbrudt. Hændelsen fandt sted omkring 100 kilometer sydøst for Berlin.
Onsdag oplyser tysk politi, at sagen efterforskes som terror, skriver AFP.
Tyske myndigheder er generelt i højt alarmberedskab vedrørende mulige angreb på infrastruktur.
Tidligere har venstreorienterede grupper udført sabotage omkring Berlin.
Tirsdag lød det fra tysk side, at Rusland var involveret i et forsøg på et droneangreb i Leipzig/Halle Lufthavn i begyndelsen af august.
- Rusland var involveret i droneangrebet mod Leipzig/Halle Lufthavn i sidste måned, sagde Tysklands indenrigsminister, Alexander Dobrindt, på et pressemøde tirsdag eftermiddag.
- Vi formoder, at Tyskland er mål for yderligere russiske hybridangreb.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, afviste beskyldningen. Han anklagede Tyskland for at have plantet beviser med det formål at give Rusland skylden.
RITZAU