Tysk topgeneral advarer: Rusland kan angribe Nato inden 2029
Derfor bør Tyskland og Nato hurtigt gøre sig klar til kamp, mener den tyske general Christian Freuding.

Derfor bør Tyskland og Nato hurtigt gøre sig klar til kamp, mener den tyske general Christian Freuding.

Tyskland og Nato skal forberede sig på et angreb fra Rusland i 2029 eller måske endda før.
Sådan lyder den kontante melding fra general Christian Freuding, der er den højest rangerende officer i den tyske hær, til Politico.
Han understreger, at der er bred enighed blandt de Nato-allierede om, at Rusland kan angribe Nato-territorium, inden årtiet er omme.
Advarslen kommer i en tid, hvor landene i Europa opruster kraftigt for at kunne imødegå truslen fra Rusland.
Og selvom Rusland lige nu tager store tab i Ukraine, er det Freudings vurdering, at russerne i løbet af de næste par år kan genopbygge tilstrækkelig militær styrke til at udgøre en direkte konventionel trussel mod Nato.
Derfor mener han også, at det ikke er nok at have udgangen af indeværende årti som horisont for, hvornår landene skal være klar til at kunne modstå et angreb fra Rusland.

»Hastighed er altafgørende nu. Den tyske hær må forbedre sine evner i forhold til den kamp, der 'kan komme i aften',« siger generalen.
Derfor mener han også, at det ikke er nok blot at fokusere på de langsigtede våbensystemer, den tyske hær lige nu arbejder med.
Man skal samtidig fokusere på midlertidige løsninger, der kan gøre den tyske hær klar til kamp på kort sigt.