En tysk mand har fået medhold i en sag, hvor han sagsøgte Google for at tage billeder af hans grund og offentliggøre dem på Google Earth og Maps.

Det skriver tyske medier, herunder Deutsche Welle og Tagesschau.

Manden ejer en bolig i Frankfurt og ønskede ikke, at billederne lå offentligt tilgængelige.

- Ingen skal finde sig i, at luftfotos af deres beboede ejendom offentligt spredes verden over uden samtykke, står der i dommen fra en regional domstol i Frankfurt.

Domstolen lægger vægt på, at billederne viser dele af grunden, der ikke umiddelbart kan ses af offentligheden.

Samtidig bliver billederne taget fra stor højde, og uden at folk informeres, bemærker domstolen, der kalder det en form for "spionage".

Dermed får folk heller ikke mulighed for at skjule dele af deres grund, som de ikke ønsker at få vist på billedet.

Domstolen anerkender Googles argument om, at selskabet bidrager til informationsfriheden for internetbrugere og en "demokratisering af viden og et transparent informationssamfund".

- Dette formål er legitimt, men bliver ikke beskyttet på grund af det belastende indgreb i grundejerens privatsfære, skriver domstolen ifølge Tagesschau.

Dommen kan ankes.

Det er ikke første gang, at manden fra Frankfurt i delstaten Hessen vinder en sag mod internetgiganten.

Tidligere har han fået medhold i en sag, hvor han ønskede at få sløret billeder af sit hjem på Google Street View og Apple Look Around.

Google har tidligere oplyst, at der er over to milliarder daglige brugere af Google Maps.

Billeder på tjenesterne omfatter blandt andet satellitbilleder og luftfotos samt 3D-billeder og billeder i gadeplan.

RITZAU