Tyrkiet "spiller en rolle i at viderebringe beskeder" mellem Iran og USA.

Det oplyser Harun Armagan, der er næstformand for udenrigsanliggender i præsident Recep Tayyip Erdogans regeringsparti, til Reuters onsdag.

Ifølge Armagan er målet med beskederne at fremme direkte forhandlinger og en nedtrapning af konflikten.

Beskederne bliver desuden delt med golfstaterne, siger han.

Samme dag fortæller en højtstående iransk kilde til nyhedsbureauet, at Pakistan har afleveret et amerikansk forslag til Iran.

Personen bekræfter desuden, at Tyrkiet hjælper med at finde en måde at afslutte krigen på.

Stedet for eventuelle fredsforhandlinger mellem USA og Iran er ifølge kilden endnu ikke fastlagt, men både Tyrkiet og Pakistan overvejes, lyder det ifølge Reuters.

Kilden uddyber ikke, om forslaget er det 15-punkts forslag til en afslutning på krigen, som flere medier har skrevet om.

Ifølge flere unavngivne embedsmænd med kendskab til den diplomatiske proces skulle USA have sendt Iran en plan med 15 punkter til at afslutte krigen i Mellemøsten.

Det skrev både The New York Times og Reuters tirsdag.

Ifølge de unavngivne kilder er planen overdraget til Iran via Pakistan.

Samme dag sagde USA's præsident, Donald Trump, ligeledes, at landet "lige nu" forhandler med Iran, skriver The Guardian.

Præsidenten uddybede desuden, at Iran ifølge ham er "ivrig" efter at nå til enighed om en aftale, der kan afslutte krigen.

Iran afviser onsdag, at landet skulle være i forhandlinger med USA.

- Er jeres interne konflikts niveau nået til det punkt, hvor I forhandler med jer selv, siger Ebrahim Zolfaghari, der er talsperson for landets primære militære kommando, skriver BBC.

/ritzau/