Centralbanken i Tyrkiet fortsætter med at banke den toneangivende rente i vejret.

Torsdag røg den fra 35 procent til 40 procent.

Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters sket for at imødegå den eksploderende inflation i landet.

Samtidig lød det dog fra centralbanken, at man vurderer, at man er meget tæt på det at nå det nødvendige niveau, der vil vende udviklingen.

Tyrkiske lira bliver mindre og mindre værd. Adem Altan/AFP/Ritzau Scanpix

Inflationen i Tyrkiet lå i oktober på 61,36 procent.

Rentestigningen var i øvrigt større end ventet. Eksperter havde således regnet med et hop til 37,5 procent.

Men det er ikke første gang i de seneste måneder, at skruen er blevet strammet hårdere end forventet.

I juni blev den toneangivende rente nærmest fordoblet: fra 8,5 procent til 15 procent.

Det sket efter en periode, hvor man ellers uortodokst og i modstrid med gængs økonomisk politik i forhold til inflation var gået den modsatte og løbende havde sænket renten.

Men efter præsident Recep Tayyip Erdogans genvalg sidst i maj, blev beslutningen om at gå op taget på det første efterfølgende rentemøde i centralbanken.