Tyrkiet har tirsdag aflyst et møde i februar, hvor man skulle have diskuteret muligt NATO-medlemskab med Sverige og Finland.

Det skriver det tyrkiske medie TRT Haber ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Aflysningen er den seneste udvikling, siden en demonstration udført af den dansk-svenske politiker Rasmus Paludan vakte harme i Tyrkiet.

Paludan brændte lørdag en koran foran den tyrkiske ambassade i Stockholm. Det har forværret et i forvejen anspændt forhold mellem Sverige og Tyrkiet.

Tyrkiet skulle i februar have mødtes med Sverige og Finland for at diskutere de to nordiske landes NATO-ansøgninger. Men det er nu altså blevet aflyst.

Det fremgår ikke umiddelbart, om mødet finder sted på et andet tidspunkt.

Paludans koranafbrænding lørdag førte hurtigt til tyrkiske protester.

Lørdag aften brændte vrede tyrkere blandt andet et svensk flag foran det svenske konsulat i storbyen Istanbul. Flere højtstående tyrkiske politikere har også fordømt Paludans handling og Sveriges tilladelse til afbrændingen.

Mandag sagde den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, at svenskerne ikke skal regne med tyrkernes opbakning til, at de bliver en del af NATO.

»De, som tillader den form for blasfemi foran vores ambassade (i Stockholm, red.), skal ikke længere forvente vores støtte til deres NATO-medlemskab,« sagde Erdogan i en tale med henvisning til Paludans koranafbrænding.

Tyrkiet har tidligere forlangt, at Sverige stopper al støtte til grupper, som ifølge tyrkerne har forbindelse til det forbudte Kurdiske Arbejderparti, PKK.

PKK er på EUs terrorliste og har i årevis gjort oprør på tyrkisk grund.

Sverige og Finland har ikke tidligere været medlemmer af NATO, som har eksisteret siden 1949. Danmark, Norge og Island er alle medlemmer.

/ritzau