En video på Twitter, afsendt af den amerikanske præsident, Donald Trump, er blevet fjernet fra det sociale medie på grund af en sang.

Det skyldes, at præsidenten onsdag lavede et opslag på Twitter med teksten ‘LOOK AT THIS PHOTOGRAPH!’ (Se på dette billede, red.,) hvortil en video var tilknyttet.

Umiddelbart lyder det måske mærkeligt, men Donald Trumps opslag er samtidig en del af sangteksten til det canadiske rockband Nickelbacks sang ‘Photograph’, skriver CNN.

I videoen ses et kort klip fra Nickelbacks musikvideo, hvor forsangeren i bandet, Chad Kroeger, synger de samme fire ord og holder et billede op foran kameraet.

Motivet på billedet i videoen er dog blevet redigeret, så det viser den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden, og sønnen, Hunter Biden, under en golftur med to andre mænd, hvor den ene mand ifølge videoen er direktøren for et ukrainsk gasselskab.

Videoen er en del af Donald Trumps tvist med Joe Biden, hvor sidstnævnte blandt andet beskyldes for at have presset Ukraines ledelse til at fyre den korruptions-mistænkte statsanklager Viktor Shokin tilbage i 2017.

For samtidig med at Viktor Shokin blev fyret, besad Joe Bidens søn, Hunter Biden i samme periode en lukrativ bestyrelsespost i det ukrainske naturgas-selskab Burisma Holdings, som Viktor Shokin var i gang med at undersøge.

Den mulige interessekonflikt forsøgte Donald Trump at sætte yderligere fokus på med Twitter-videoen, men kort efter at den blev lagt på det sociale medie, var videoen fjernet igen.

Joe Biden og sønnen, Hunter Biden.
Joe Biden og sønnen, Hunter Biden. JONATHAN ERNST

Det var dog ikke præsidenten selv, der havde taget den ned.

I stedet var den fjernet på grund af en overtrædelse af ophavsretten, da en kort del af Nickelbacks sang blev anvendt i videoen.

Indsigelsen over bruddet på ophavsretten blev indgivet af Warner Music Inc., hvilket fik Twitter til at fjerne videoen fra opslaget.

Donald Trumps oprindelige opslag kan dog stadig ses på det sociale medie, mens det blot er videoen der ikke kan afspilles.