Mandag mødtes USAs præsident, Donald Trump, og Australiens premierminister, Anthony Albanese, i Det Hvide Hus, hvor de underskrev en aftale om sjældne jordarter og kritiske mineraler.
Men turen hjem fra Washington, D.C. tirsdag, foregik noget dramatisk for Anthony Albanese.
Efter afgang fra den amerikanske hovedstad, måtte flyet med premierministeren ombord foretage en nødlanding, skriver Fox News.
Flyet blev omdirigeret og landede efterfølgende sikkert i St. Louis Lambert International Airport i Missouri.
Det bekræfter en talsmand for forsvarsministeriet.
Et besætningsmedlem blev ramt i hovedet af noget bagage, som menes at være faldet ned fra bagagehylden.
Vedkommende pådrog sig angiveligt en hjernerystelse og blev kørt på hospitalet.
»Vores højeste prioritet er at yde støtte til det sårede besætningsmedlem og anmode om, at deres privatliv respekteres,« lyder det fra ministeriet.
Flyet, et KC-30A-fly fra Royal Australian Air Force, lettede fra Joint Base Andrews nær hovedstaden klokken 17.15, og nødlandingen fandt sted omkring klokken 19.45.