Var det en hel gruppe af kriminelle, der bortførte Nancy Guthrie?

Wallace Zeins, tidligere gidselforhandler hos politiet i New York, mener, at forbrydelsen sandsynligvis var en nøje planlagt aktion. 

Til CNN siger han, at meget efter hans mening tyder på, at tv-værtens mor blev kidnappet af mere end én gerningsmand. 

 Den 84-årige kvinde er mor til den kendte Today show-stjerne på NBC, Savannah Guthrie. 

Nancy Guthrie blev sidst set lørdag aften i sit hjem ved Tucson i Arizona, og da hun ikke dukkede op i kirke dagen efter, slog hendes familie og venner alarm. 

På hendes bopæl fandt politiet spor, der tydede på, at hun ikke havde forladt huset  frivilligt og sandsynligvis er blevet bortført. 

Nancy Guthrie er ikke set siden lørdag aften. 
Nancy Guthrie er ikke set siden lørdag aften.  Foto. Pima County Sheriff's Office/Reuters/Ritzau Scanpix

»Jeg tror på muligheden for mere end én person,« siger Zeins til CNN med henvisningen til teorien om mere end en gerningsmand. 

»Hun vejer 65 kilo og er 175 centimeter høj, vågner midt og natten og er ikke i den bedste form. Hun kan hverken gå eller løbe, så jeg vil tro, at der er mere end én person involveret i netop denne forbrydelse,« tilføjer han. 

På nuværende tidspunkt er motivet ukendt, men flere amerikanske medier skriver, at der er dukket en seddel op, hvor der er krav om en løsesum. 

Kendismediet TMZ skulle angiveligt være i besiddelse af sådan et brev, men myndighederne har endnu ikke bekræftet det. 

Politichef Chris Nanos holdt tirsdag pressemøde om sagen. 
Politichef Chris Nanos holdt tirsdag pressemøde om sagen.  Foto: Sonnenmair/AFP/Ritzau Scanpix

FBI er nu involveret i efterforskningen af sagen, og omkring 100 detektiver er sat på sagen, skriver NBC.

I en erklæring onsdag morgen lokal tid oplyser politiet, at efterforskerne endnu ikke har identificeret en mistænkt. 

»Detektiverne fortsætter med at tale med enhver, som kan have haft kontakt med Mrs. Guthrie,« udtaler politichef Chris Nanos til tv-stationen og tilføjer:

»Vi har intet andet at gå ud fra en troen på, at hun er her, hun er til stede, hun er i live, og vi ønsker at redde hende.«

Savannah Guthrie selv har på tredjedagen for sin mors forsvinden endnu engang måtte oplyse, at der ikke er noget nyt i sagen.