Hendes mor er ikke blevet set siden 1. februar, og siden hendes forsvinden er sporene fra efterforskningen, som er blevet offentligt kendt, ikke lovende.
Derfor er tv-vært på 'The Today Show' på NBC også enormt bekymret for sin mor, Nancy Guthrie, og det viste sig tydeligt i et interview, tv-værten har givet til sin egen arbejdsplads.

Her kunne hun ikke holde tårerne tilbage, skriver Daily Mail.
»Jeg vågner hver nat midt om natten, hver eneste nat. Og i mørket forestiller jeg mig hendes rædsel. Det er utænkeligt, men disse tanker tvinger sig på. Og jeg vil ikke skjule mit ansigt. Men hun er nødt til at komme hjem nu,« siger Savannah Guthrie i interviewet.
Tv-værten fortæller desuden, at hun og hendes familie stadig klynger sig til et spinkelt håb om, at hendes mor er i live, og at hun snart vender hjem.
Der er ingen anholdt i sagen, og der har intet spor været af 84-årige Nancy Guthrie i otte uger.

Hun blev sidst set af sin svigersøn, der satte hende af på hendes adresse i den amerikanske delstat Arizona efter et middagsarrangement.
Politiet har dog tilbageholdt flere personer, som har vist sig ikke har haft noget at gøre med den 84-åriges forsvinden.
Politiet i Arizona har frigivet flere beviser i sagen i håbet om at få hjælp af amerikanske borgere, som måtte vide noget om morens forsvinden.
Blandt andet materiale fra overvågningskameraerne på Nancy Guthries adresse, hvor en maskeret og tilsyneladende bevæbnet mand kunne ses bevæge sig rundt på aftenen for hendes forsvinden.

