Den danske tv-vært, Felix Smith, er på besøg hos sin mormor i Crans-Montana, hvor en eksplosion, og efterfølgende brand, natten til torsdag kostede et tocifret antal mennesker livet.

Faktisk befinder han sig blot 800 meter fra baren Le Constellation, hvor tragedien fandt sted.

»Jeg er helt chokeret. Den ligger lige for enden af vejen hos min mormor her i Schweiz,« fortæller han til B.T. og fortsætter:

»Det er helt ubegribeligt. Det er som om, at hele byen lige nu befinder sig i chok og undtagelsestilstand.«

Han registrerede ikke selv noget i løbet af natten.

»Min mormor siger, at hun vågnede ved, at der skete en eksplosion, men jeg hørte ikke noget,« siger han.

Felix Smith har selv været på baren flere gange.

»Om sommeren er det sådan et hyggeligt sted, hvor man kan se fodbold og sådan,« siger han.

Smith havde en stille og rolig nytårsaften hjemme hos sin mormor.

»Hvis vi havde været ude nytårsaften, kunne vi da sagtens have fundet på at gå ind på den bar på vejen hjem. Det er uhyggeligt at tænke på,« siger han.

Tv-værten beskriver området som et normalt meget fredeligt sted.

»Der plejer ikke at ske noget som helst her. Det er mere i den anden halvdel af byen, hvor der er gang i den med unge mennesker, der fester,« siger han. 

Omkring 100 mennesker meldes såret efter branden. De fleste er, ifølge myndighederne, alvorligt sårede.

Eksplosionen fandt sted under en nytårsfest omkring klokken 01.30.

Politiet behandler sagen som en brandsag og vurderer indtil videre ikke, at der har været tale om et angreb.