Den britiske TV- og YouTubestjerne Emily Hartridge blev fredag dræbt i en ulykke i London.

Det forlyder, at den 35-årige kvinde kørte på et elektrisk løbehjul, og at hun kolliderede med en lastbil. Ifølge BBC blev hun erklæret død på ulykkesstedet.

Ifølge britiske medier er det ulovligt at bruge de elektriske løbehjul på både fortove og almindelige veje i London.

Ulykken er Storbritanniens første dødsulykke, som involverer et elektrisk løbehjul.

Emily Hartridges familie har bekræftet dødsfaldet på hendes Instragram-profil, der i skrivende stund har flere end 48.000 følgere.

'Dette er en skrækkelig ting at skulle fortælle over Instagram, da vi ved, mange af jer forventede at se Emily i dag, men dette er den eneste måde at kontakte jer alle på én gang,' står der i opslaget, som fortsætter:

'Emily var involveret i en ulykke i går (fredag, red.) og har mistet livet. Vi elskede hende alle meget højt, og hun vil aldrig blive glemt. Hun har haft en stor indflydelse på så manges liv, og det er hårdt at forestille sig et liv uden hende.'

Se hele opslaget i bunden af artiklen.

Emily Hartridge var yderst populær på de sociale medier. Især på YouTube, hvor hun havde over 340.000 følgere.

På hendes kanal nåede hun blandt andet at interviewe megastjerner såsom Hugh Jackman og Eddie Redmayne.

YouTube var da også hendes vej til hendes TV-karriere på Channel 4.

I dagene før ulykken havde hun snakket åbent med sine følgere om sit ønske om at få børn med sin kæreste Jacob Hazell. Parret fandt sammen i november og var netop flyttet sammen.