Du får coronavirus, hvis du har sex, før du bliver gift.

Så klar var beskeden fra tv-prædikanten Irvin Baxter tidligere på året. Nu er han død med virussen. Han blev 75 år gammel.

Det skriver det amerikanske medie New York Post.

Irvin Baxter var en del af det kristne tv-program 'End of the Age'. Han mistede livet tirsdag på hospitalet, hvor han var indlagt.

Medværten Dave Robbins sørger over sin vens død. Det siger han i en udtalelse.

»Irvin fortsatte til sin store belønning. Vi fejrer hans liv, men på samme tid er der sorg, og vi sørger.«

Det var helt præcist tilbage i marts, at Irvin Baxter sagde, at du får Covid-19, hvis du har sex før ægteskabet. Det skete i en prædiken.

»Hvis vi tror, at vi kan ignorere Gud og leve et liv fyldt med syndere, så tager vi fejl. Jeg tror på, hvad folk siger, når de siger, at Gud bruger coronavirussen som et wake-up call,« sagde han, inden han fortsatte.

»Denne virus er måske et privilegium, fordi jeg kan fortælle jer lige nu, at der kommer en meget hårdere straf. Det står i biblen.«

Tv-prædikanten fra Texas har skabt opmærksomhed omkring sin person før. Det skete sidste år, hvor han kaldte Donald Trumps tilhængere for 'sataniske'.

Irvin Baxter har ligeledes været en del af radioprogrammet 'Politics and Religion on National Prophecy', mens han også har skrevet bogen 'A Message to the President' tilbage i 1986.