Cirsten Weldon gik bestemt ikke stille med dørene, når det kom til hendes syn på coronavaccinen.

På gaden kunne hun finde på at opsøge fremmede for at opfordre dem til ikke at blive vaccineret, da hun var af den overbevisning, at vaccinen er dødelig. Samme kamp kæmpede hun på sociale medier, hvor tusinder fulgte med på hendes profiler.

Ifølge Daily Beast begyndte Cirsten Weldon, der kaldte sig 'CirstenW', at få symptomer på covid-19 i slutningen af december.

»Godmorgen, patrioter. Jeg troede ikke, jeg ville klare det. Undskyld. Jeg er udmattet, jeg er meget svag og har ingen styrke. Jeg har ikke spist i fire dage,« fortalte hun i den sidste video, hun nåede at dele på sin Facebook-side.

Kort tid efter blev det endnu værre, og hun blev indlagt på et hospital i Californien. 6. januar døde hun.

Op til sin død var Cirsten Weldon ikke meget for at indrømme, at det var covid-19, hun var syg af.

På sin Instagram-profil delte hun et billede nytårsdag, hvor hun var iført en iltmaske.

Her påstod hun, at hun var ramt af en bakteriel lungebetændelse, der næsten havde taget livet af hende.

Weldon var en del af 'QAnon' – en bevægelse startet af konspirationsteoretikere.

QAnon-tihængere mener, at verden er styret af djævledyrkende pædofile og ser Donald Trump som en messiasfigur.

Tilhængere hjælpes gladeligt ad med at sprede misinformation om ccoronavirussen og vaccinerne mod den.

Især var Cristen Weldon kritisk over for sundhedsmyndighederne og de restriktioner, der blev vedtaget i et forsøg på at bremse smitten. Heriblandt den amerikanske coronaekspert Anthony Fauci, der – ad flere omgange – fik hårde ord med på vejen.